Udsendelse om voksenmobning: Manus manege

TAK til Manu Sareen for det gode fokus i hans program Manus manege. Og tak til alle deltagerne. Du kan høre eller genhøre udsendelsen ved at følge linket nederst her på siden.

En særlig tak til Kim og Peter, der delte deres historie – De gav stof til eftertanke.

Mod slutningen blev der snakket om at sige fra, og det kom tydeligt frem, at det er så vigtigt at sige til og fra, og at alle har et ansvar, når mobning foregår.

Her i Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak! anbefaler vi altid at dele sine oplevelser, med en man har tillid til og samtidig få lavet en tidslinje.

Tidslinjen er et dokument, hvor ens arbejdsforhold, samarbejde, opgaver, forandringer på arbejdspladsen skrives ind, sammen med konkrete beskrivelser af hændelsesforløb, hvor mobning kommer til udtryk. Tidslinjen er et godt værktøj til at få et overblik og til at gå videre med.

Vi håber, at udsendelsen vil give stof til eftertanke og få voksenmobning og det gode psykiske arbejdsmiljø på dagsorden rundt om på de danske arbejdspladser.

Tidslinje værktøjet findes i vores håndbog, der ligger til gratis download her på hjemmesiden.

Manus manege: Voksne mobber

Sendt første gang d. 26. mar. 2019 kl. 10:03

Mennesker tildeler hinanden forskellig status i gruppen. Ser op til nogle og ned på andre. Nogle gange prøver vi ligefrem at udstøde andre. Sådan belønner eller straffer fællesskaber deres medlemmer. Men når det udarter til mobning, handler vi imod vores egen moral. Vi ved jo godt, at mobning er forkert og at følgerne kan være alvorlige – både på arbejdspladser, mellem venner eller i skolen. Manu Sareen har selv prøvet at mobbe en lærer ud, da han gik i skole – og det er han ikke stolt af i dag. Men hvorfor er mobning så udbredt, når alle godt ved, at det er et spil uden vindere. Så hvad skal der til for at bryde den onde cirkel – og hvad forhindrer at mobning opstår? Det skal gæsterne hjælpe Manu med at finde svar på.

Medvirkende:
Peter Lund Thorsager, konsulent, tidligere mobbe-offer.
Kim Steffensen, landsforeningen mod Voksenmobning.
Henrik Høgh Olesen, professor i psykologi, Aarhus Uuniversitet.
Tine ravn Holmegaard; erhvervspsykolog, CRECEA.
Vært: Manu Sareen.

Læs mere her: