Mobning på arbejdspladsen er et alvorligt problem

Da Dyrlægeforeningen sidste år spurgte medlemmerne, om de har oplevet krænkelser på arbejdspladsen, svarede hver tredje deltager i undersøgelsen ja, og af dem, der har følt sig krænket mere end én gang, er der for langt de fleste tale om mobning, som netop er kendetegnet ved at være flere gange.

Hvis der er tale om en enkelt episode, er det noget andet. En overfusning, en voldsom konflikt eller grovkornet humor er ikke mobning, hvor ubehagelig og grænseoverskridende en enkelt episode end kan føles. Er der tale om mobning, skal der kunne trækkes en tidslinje, hvorpå der skal finde en række episoder sted.

For mobningens karakter er små giftpile, der bliver sendt afsted. Det kan være bagtalelse, bagvaskelse eller sladder. Det kan være tilbageholdelse af vigtig information eller bevidst fejlagtig information i spørgsmål, som har betydning for offerets arbejdsopgaver. Det kan være tilsidesættelse i forbindelse med løntillæg, avancement eller fordeling af opgaver.

Passiv mobning

At blive systematisk mobbet på arbejdet kan være decideret invaliderende, fortæller erhvervspsykolog i HumanAct Asger Neumann.

– Det kan gå så hårdt ud over ofrene, at de over tid begynder at udvikle noget af den adfærd, som de bliver mobbet for. De bliver mindre kompetente til at udføre deres job, og de bliver kejtede, utilnærmelige og unaturlige i deres sociale kontakt. Når ens menneskelige karakter bliver nedgjort, risikerer man at begynde at leve op til det, man er blevet dømt til at være, siger Asger Neumann.

Læs mere her:

https://dvt.ddd.dk/bladarkiv/2021/nr-03/mobning-paa-arbejdspladsen-er-et-alvorligt-problem/?fbclid=IwAR129PIyE9xI0iZIvZrmbDxP2lpNN4VVEXtwgdNqc1VX8Rp9ddg0CXmrdPY