Lisbeth så sin chef i Banedanmark køre afdeling i sænk: ”Det var modbydeligt at se gode kolleger gå ned på stribe”

Siden Banedanmark i 2019 fik ny kommunikationschef, er 21 blevet fyret, flyttet eller har fratrådt. Mange har været sygemeldt, og flere nye har forladt jobbet igen efter få måneder. 13 kilder fortæller her om en utilregnelig leder, om mistillid og mikromanagement, voksen-­skældud og stress. Alligevel er chefen blevet forfremmet

07.03.202210:23

Kerstin Bruun-HansenJournalistkeb@journalisten.dk@KerstinBruun

Det begyndte egentlig meget godt, da de ansatte i Banedanmarks kommunikationsafdeling 1. juni 2019 fik ny leder.

Den nye kommunikationschef, Katja Dahlberg, fremstod ambitiøs, smilende og lyttende og kom med et flot CV fra et job som kommunikationschef i Danmarks Naturfredningsforening og som tidligere taleskriver for flere ministre.

”Hun virkede sød, så jeg gik til hende med åbent sind og oprejst pande. Og det holdt egentlig også et stykke tid,” fortæller Lisbeth Ligaard, der dengang var kommunikationskonsulent i afdelingen.

Men allerede hen over sommeren begyndte Lisbeth Ligaard at blive bekymret over Katja Dahlbergs ledelsesstil. Den nye kommunikationschef skulle ind over alle beslutninger. Hun var nede i de mindste detaljer, skiftede mening konstant og blev aldrig tilfreds.

”At udarbejde en pressemeddelelse kunne udarte sig i det groteske. Man kunne sidde med 15 versioner, der blev rettet frem og tilbage, og alligevel blev det aldrig godt nok,” husker Lisbeth Ligaard.

 Læs mere her: