Kim blev mobbet på jobbet – Nu hjælper han andre
Kim blev mobbet på jobbet – nu hjælper han andre
Kim Steffensen blev råbt og skreget af, ignoreret og talt grimt om på sit arbejde. Det gjorde ham bange, nervøs og bragte ham ud af balance. Nu hjælper han andre.
Kollegerne var sure på ham, men ingen ville sige hvorfor. Han var en idiot. En båtnakke. Uegnet.
I de fem år Kim Steffensen arbejdede på sin tidligere arbejdsplads, var der næsten ingen grænser for, hvad han måtte lægge øre til af grimt sprog om sig selv.
– Jeg blev mobbet på jobbet. Jeg blev tiltalt på en rigtig dum måde og blev råbt og skreget af, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
– Det var ren terror.
Vil hjælpe
Det tog Kim flere år at komme ovenpå efter han forlod arbejdspladsen, hvor han blev mobbet og nu er han nået så langt, at han er klar til at hjælpe andre, der står i en lignende situation.
– Vi vil starte en selvhjælpsgruppe for voksne mobbeofre i Silkeborg, siger Kim Steffensen.
– Vi er ikke terapeuter og heller ikke specialister, men vi er gode til at lytte til folk, der har det svært på arbejdet, fordi vi selv har prøvet det.
Hver 13. har prøvet det
Ifølge Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd Vive er Kim Steffensen bestemt ikke alene om at have oplevet mobning på arbejdspladsen.
Forskningscenteret gennemførte i 2021 en spørgeskemaundersøgelse, der viste at 7,8 procent af lønmodtagerne har været udsat for det. Det svarer til en ud af 13.
Undersøgelsens konklusioner er lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, som næsten 8000 lønmodtagere har svaret på.
Flertallet af de voksne mobbeofre blev efter eget udsagn mobbet af en kollega, mens omkring en tredjedel blev mobbet af en leder.