Læge med opsigtsvækkende kritik: Bandeagtig mentalitet hersker i politisektion
Selvom Københavns Politis hundesektion efterlevede et påbud fra Arbejdstilsynet for få år tilbage, er der fortsat store problemer med arbejdsmiljøet i sektionen. Det bekræfter arbejdsmedicinsk overlæge Jane Frølund Thomsen, der mener, der hersker en bandeagtig mentalitet blandt hundeførere. Københavns Politi erkender problemet.
Unge hundeførere i politiet fryses ude og mobbes, hvis de sætter spørgsmålstegn ved den hierarkiske hakkeorden.
En hakkeorden, der betyder, at de garvede medarbejdere sætter dagsorden og dikterer arbejdsmetoderne med tjenestehundene.
Sådan lyder beskrivelserne fra de patienter, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital fortsat bliver ved med at modtage fra Københavns Politis hundesektion. Det er den enhed i politiet, der rykker ud, når DNA-spor i mordsager skal findes, og voldsoptøjer i gaderne skal holdes nede.