Pressemeddelelse og læserbrev: Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak! udtaler: Lars Løkke blev ikke mobbet

Pressemeddelelse og læserbrev                     Malling d. 5. september 2019

Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak! udtaler:

Lars Løkke blev ikke mobbet!

Som forening beklager vi dybt, at man misbruger ordet mobning om den magtkamp som foregår i partiet Venstre. Et misbrug som desværre er ganske udbredt.

Det er en hån mod de mange som til dagligt er udsat for sundhedsskadelige krænkelser i form af mobning på deres arbejdsplads eller på deres skole/uddannelsessted.

Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen har opfordret partiets medlemmer til at stoppe ‘mobningen’ af formand Lars Løkke Rasmussen. Det siger han til DR Nyheder.

Det, der foregår i øjeblikket, ligner for mig at se mobning, hvor man skal gøre livet så surt for Lars Løkke, at han kaster håndklædet i ringen, siger Claus Hjort Frederiksen til TV 2.

Ifølge Arbejdstilsynet er det mobning, ”når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. Der er først tale om mobning, når den person, som det går ud over, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt.”

At kalde magtkampen og kritikken af Lars Løkke for mobning er pinligt at være vidne til. Det vi ser, er jo en klassisk magtkamp, hvor parterne sagtens har kunnet forsvare sig. Men som i mange magtkampe er der en vinder og en taber. Lars Løkke har jo sagtens kunnet forsvare sig og har fået masser af medieopmærksomhed.

I stærk modsætning til de mobberamte, som normalt både mister deres arbejde og deres gode helbred. Når elefanterne slås, trampes musene ned, siger et afrikansk ordsprog.

Bilag: Diverse udtalelser til pressen i forbindelse med ovenstående

Venlig hilsen og på bestyrelsens vegne

Gitte Strandgaard

Formand Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!

2851 2108 & gs@voksenmobningnejtak.dk

  1. aug. 2019 kl. 23.14

https://www.dr.dk/nyheder/politik/claus-hjort-er-meget-bedroevet-stop-mobningen-af-lars-loekke

Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen opfordrer partiets medlemmer til at stoppe ‘mobningen’ af formand Lars Løkke Rasmussen.

Det siger han til DR Nyheder, efter at Venstre i Region Midtjylland samt enkelte folketingsmedlemmer og borgmestre offentligt har opfordret Lars Løkke Rasmussen (V) og næstformand Kristian Jensen (V) til at trække sig.

– Venstres formand har efter min opfattelse en ret til at få sit mandat prøvet på Venstres landsmøde. Jeg er meget bedrøvet over at se en strategi, hvor man forsøger at få ham til at kaste håndklædet i ringen, siger Claus Hjort Frederiksen.

Venstre i Region Midtjylland har trukket støtten til det nuværende formandskab i partiet, da man ser behov for en ny ledelse af hensyn til Venstres troværdighed og fremtid.

https://nyheder.tv2.dk/politik/2019-08-27-lars-loekke-bliver-mobbet-mener-claus-hjort-soeren-pind-svarer-igen

Venstre i Region Midtjylland udtrykte tirsdag offentligt mistillid til Lars Løkke Rasmussen som formand.

Venstres profil Claus Hjort Frederiksen er træt af den kritik, som formand Lars Løkke Rasmussen har fået i løbet af de seneste dage.

– Det, der foregår i øjeblikket, ligner for mig at se mobning, hvor man skal gøre livet så surt for Lars Løkke, at han kaster håndklædet i ringen, siger Claus Hjort Frederiksen til TV 2.

Venstre-højborg opfordrer Lars Løkke og Kristian Jensen til at gå af

Den udmelding giver den tidligere Venstre-minister Søren Pind dog ikke meget for.

– Man må forstå, at den eneste, der må have en mening om Venstres ledelse – mobbe nogen og ændre mening – er Claus Hjort. Jo jo, skriver han på Twitter.

Claus Hjort Frederiksen opfordrer til, at man får ro på i partiet. Han kalder det “uværdigt”, hvad der foregår.

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at noget kunne udvikle sig på den måde, siger han til TV 2.

 

Pressemeddelelse og læserbrev september 2019